Gratis HPV-vaccination af mænd født i 2005
Som en del af finansloven for 2025 er der sikret finansiering af et tidsbegrænset tilbud om gratis vaccination mod HPV til mænd født i 2005. Det drejer sig altså om mænd, som fylder 20 år i løbet af 2025.
Tilbuddet gælder for alle mænd i født i 2005, der ikke tidligere er vaccineret mod HPV, og de i målgruppen, der har modtaget enkelte vacciner, men endnu ikke er vaccineret færdig.
Hvorvidt man er færdigvaccineret afhænger af ens alder på vaccinationstidspunktet. Hvis man er påbegyndt vaccination senest som 14-årig, skal man kun have i alt to vaccinationer, såfremt begge vacciner er givet indenfor 13 måneder, ellers tilbydes en ekstra vaccine. Hvis man er påbegyndt vaccination senere, skal man have i alt tre vaccinationer for at være færdigvaccineret.
Program for vaccination
Minimumsintervallet i et to-dosis program er mindst fem måneder mellem de to doser. I et tre-dosis program er det én måned mellem de første to doser og tre måneder mellem den anden og tredje dosis. Se også infografik om HPV.
Alle uvaccinerede mænd skal have et tre-dosis program med de anførte minimumsintervaller. Det betyder, at den første vaccination skal gives inden udgangen af august 2025, hvis hele vaccinationsprogrammet skal være gratis.